Stikkord: Parkinson,antioksidanter, Q10, tungmetaller, forgiftning, kvikksølv, amalgam, melisa

 

 

 

Hvor der er en vilje, er der en vej

 

Af Hanne Koplev

 

 

Ovenstående sætning blev for nyligt sagt om mig af en veninde og skulle opfattes, som et udtryk for den måde, hvorpå jeg takler min sygdom, selvom Parkinsons sygdom (PS) ikke blev nævnt med et eneste ord.

I 1998 blev jeg tilbudt medicin mod ”mine rystelser", men takkede nej til neurologens tilbud. I 1999 var jeg imidlertid blevet dårligere, og lod mig derfor medicinere hos en ny neurolog.

 

Kort efter blev jeg PET-scannet, og resultatet var foreneligt med diagnosen PS i det tidlige stadium. Antiparkinson-medicinen hjalp mod en del symptomer, men efterhånden fik jeg flere symptomer, hvilket jeg tilskrev en forværring af sygdommen. Efter knap et års medicinering blev jeg af neurologen bedt om at møde u-medicineret til en konsultation. Herved erfarede jeg, at nogle antiparkinson-midler kan medføre abstinens-symptomer ved ophør, samt at mange af de symptomer, som jeg havde tilskrevet en udvikling af sygdommen, i virkeligheden var bivirkninger af medicinen. For mig var de negative virkninger af antiparkinson-midlerne altså værre end sygdoms-symptomerne, også selvom jeg u-medicineret var betydelig mere stiv, træt og rystende. Derfor besluttede jeg mig for  at undvære medicin, og jeg blev derved tvunget til at interessere mig for  faktorer, som har indflydelse på mine parkinson-symptomer. Som eks. kan nævnes:

 

Nej tak til ”flinkeskolen”

Jeg har fået "ryddet op” omkring mig, også blandt bekendte og såkaldte venner. Af gammel vane hang jeg fast i venskaber, som ikke medførte noget  positivt for mig, og som drænede mig for energi.

Det gik ligeledes op for mig, at jeg i årevis har været så pligtopfyldende, at jeg ikke havde fået den nødvendige søvn eller hvile. Nu sover jeg, så jeg er udsovet og hviler ved behov.

 

Stress

Jeg undgår så vidt muligt alle former for stress. Stimulanser (eks. kaffe) og rockmusik  øger hjertefrekvensen og stresser, ligesom vold (Tv-avisen, voldsfilm, kriminalromaner etc.) stresser, hvorimod klassisk musik sænker hjerte-frekvenser (slapper af). Naturoplevelser, meditation, sang etc. giver ligeledes afslapning.

 

Motion / øvelser

Træning er en vigtig del af min dagligdag. Tidligere gik jeg uden medsving og snublede ofte. I årevis har jeg  stædigt trænet  på at gå normalt og med medsving, og det er nu lykkes, når jeg altså ikke er stresset eller udmattet. Princippet er, at hvis jeg som parkinsonramt kan gå 2 skridt normalt, så kan jeg  også gå 3 skridt,.... eller gå i 2 minutter, 5 minutter ....eller 5 km…. og så fremdeles.

 

Ikke-parkinsonramte har ofte svært ved at forstå, hvor krævende bevidste bevægelser er for parkinsonramte. For nogle år siden var jeg blevet så rund-rygget, at jeg ikke længere kunne passe mine skjorter.

En fysioterapeut hjalp mig med nogle gymnastiske øvelser, som jeg siden har udført dagligt.

I dag passer skjorterne, og jeg er nu igen rank.

 

Glade mennesker har ofte en rank holdning, hvorimod  sørgende eller triste mennesker  ofte er krumbøjede. Vi kan til dels frit vælge vores kropsholdning og dermed også indirekte  vores mentale stemning.

 

Kost / kosttilskud

Min mad indeholder i dag - flere antioxidanter (stoffer, som beskytter kroppen mod forharskning / iltning.), 

-         flere grøntsager (gerne rå) og - mere frugt. De usunde fedtstoffer (margarine, hærdede fedtstoffer, olie af majs, soja, solsikke med flere) har jeg udeladt af min kost, og jeg spiser flere sunde fedtstoffer, som fed fisk, hørfrø, olivenolie m.fl.. Angående kosten vil jeg anbefale Jean Carpers bog: "Mirakelkost til din hjerne".

 

Jeg indtager også antioxidanter i form af kosttilskud, blandt andet Q 10. Til orientering kan nævnes, at der i okt. 2002 forelå en videnskabelig undersøgelse af effekten af store doser Q 10 ved de tidlige stadier af PS. Q 10 tabletter i store doser må desværre hentes i USA via Internettet. Jeg ser frem til, at det bliver muligt for  parkinson-ramte at få Q 10 på recept i lighed med visse typer hjerte-patienter.

 

Behandling for tungmetal-forgiftning og for allergi

I 2001 blev jeg testet for tungmetal-forgiftning på en privat lægeklinik og fik påvist en kombineret forgiftning / belastning med kobber og kviksølv. Samtidig med behandlingen (se www.tenneroghelse.no ) for tungmetal-forgiftning fik jeg skiftet mine amalgam-fyldninger (sølv / kviksølv-plumper) ud med plastik-fyldninger hos en tandlæge med specialuddannelse i dette (se  www.kviksoelv-fri.dk  ).

 

Også svede-bade (f.eks. sauna) afgifter for tungmetaller med mere.

Efter nogle års behandling rystede jeg  mindre og var mindre stiv, men havde stadig ”anfald” af kolossal træthed. En mistanke om allergisk reaktion overfor metaller blev bekræftet ved en speciel blodprøvetest (se www.MELISA.org ). Prøven viste allergisk reaktion overfor guld, nikkel og cadmium.

 

En guldkrone blev skiftet ud med plastic, og jeg forsøger at undgå nikkel samt at spise mere økologisk mad for at undgå cadmium. Heldigvis er jeg blevet belønnet for mine anstrengelser i form af mindre træthed.

 

Håbet og viljen

For år tilbage fortalte neurologen gentagende gange, at jeg nu havde fået PS, og at denne sygdom er kronisk, uhelbredelig og fremadskridende. Jeg tænkte, at det er muligt, at neurologen har ret overfor alle andre parkinson-ramte, men at dette ikke gælder for mig. Med ihærdig søgen, men også med fiaskoer i form af blindspor, er det lykkes mig at finde en lille sti på vej ud af min sygdom. I dag har jeg således langt færre  symptomer end i 1998, så udtrykket fremadskridende kan altså ikke bruges generelt om alle parkinsonramte.

Til mine medpatienter vil jeg sige: Søg viden om din sygdom, og bliv ved med at kæmpe for ”Hvor der er en vilje, er der en vej”.

 

 

Til Snowboat hovedside