Parkinsons Sygdom; en patientberetning.

af Dyrlæge Hanne Koplev

 

I 1998 foreslog en neurolog, at jeg fik medicin mod ”mine rystelser", men jeg takkede nej til hans tilbud, fordi jeg foretrak at blive undersøgt yderligere inden begyndende medicinering.

I løbet af det efterfølgende år blev jeg imidlertid dårligere, idet jeg blev mere stiv og rystende, og jeg lod mig derfor overtale til at prøve antiparkinsonmedicin til konsultation ved en ny neurolog.

Kort efter blev jeg scannet specifikt for Parkinsons Sygdom, og resultatet var foreneligt med diagnosen Parkinsons Sygdom i det tidlige stadium. Antiparkinsonmedicinen hjalp mod en del af symptomerne, men efterhånden fik jeg flere symptomer, hvilket, jeg mente, måtte skyldes den forværring af sygdommen, som neurologen havde fortalt mig var uundgåelig.

 

Efter ca. et års medicinering blev jeg af neurologen bedt om at møde umedicineret til en konsultation. Dette blev begyndelsen til en ny fase i mit forhold til min sygdom, idet jeg ved at undvære medicinen erfarede: dels, - at medicinen kan medføre abstinens-symptomer ved ophør og dels, - at mange af de symptomer, som jeg havde ment, var en forværring af sygdommen, i virkeligheden var bivirkninger af indtaget medicin.

 

Jeg besluttede derfor, at jeg hellere ville acceptere sygdomssymptomer frem for at belemres med en masse bivirkningssymptomer af medicinen, men dette valg tvang mig til at interessere mig mere for de faktorer, som havde indflydelse på mine parkinson-symptomer.

 

I år 2001 lod jeg mig teste for metalforgiftning på en privat lægeklinik i Århus af læge Bruce Kyle og fik derved påvist en kombineret forgiftning / belastning med kobber og kviksølv. Samtidig med behandling for denne tungmetal-forgiftning hos Bruce Kyle fik jeg skiftet mine amalgam-fyldninger i tænderne ud med plastik-fyldninger hos en tandlæge med specialuddannelse i dette.

 

Desuden bruger jeg svedebade (f.eks. sauna eller dampbad) til at afgifte for tungmetalforgiftning.

Efter nogle års afgiftningsbehandling rystede jeg mindre og var mindre stiv, men havde stadig anfald af kolossal træthed.

 

En mistanke om allergisk reaktion overfor metaller blev bekræftet ved en speciel blodprøvetest (se www.MELISA.org ). Min prøve viste allergisk reaktion overfor guld, nikkel og cadmium.

En guldkrone blev skiftet ud med plastic, og jeg forsøger at undgå nikkel samt at spise mere økologisk mad for at undgå cadmium.

Heldigvis er jeg blevet belønnet for mine anstrengelser i form af mindre træthed.

 

I dag kan jeg sige, at test og behandling for kronisk tungmetalforgiftning hos Bruce Kyle har været den bedste behandling for nogle af årsagerne til min Parkinsons Sygdom, selvom jeg stadigvæk har en vis kobber-belastning.

Jeg tør ikke tænke på, hvordan mit liv havde formet sig uden afgiftningsbehandling, og når jeg ser mine medpatienter, som bliver stadig dårligere, så er jeg ikke i tvivl om, at jeg har alt mulig grund til at være taknemmelig over den hjælp og ekspertise, som jeg har fået af læge Bruce Kyle.

 

Min kost indeholder i dag flere antioxidanter (stoffer, som beskytter kroppen mod forharskning / iltning og frie radikaler.), flere grøntsager (gerne rå) og mere frugt. Usunde fedtstoffer (margarine, hærdede fedtstoffer, olie af majs, soja, solsikke med flere) har jeg udeladt af min kost, og jeg spiser flere sunde fedtstoffer, som fed fisk, hørfrø, olivenolie m.fl..

Jeg indtager også antioxidanter i form af tilskud, blandt andet Liponsyre og Q 10.

Angående kosten vil jeg anbefale Jean Carpers bog: "Mirakelkost til din hjerne".

 

Derudover er fysisk aktivitet blevet en vigtig del af min dagligdag. Tidligere gik jeg uden medsving af armene, og jeg snublede ofte, når jeg gik. Men efter at jeg i flere år stædigt har trænet på at gå normalt og med medsving, er det nu lykkedes - når jeg altså ikke er stresset eller udmattet. Princippet er, at hvis jeg, som parkinsonist, kan gå 2 skridt normalt, så kan jeg også gå 3 skridt,.... eller hvis jeg kan gå i 2 minutter, så kan jeg også…. 5 minutter ....eller 5 km…. og så fremdeles.

 

Mennesker, som ikke kender Parkinsons Sygdom på egen krop, har ofte svært ved at forstå, hvor krævende det er for parkinsonpatienter at udføre bevidste bevægelser. Selv noget så banalt som at tørre sko af på en dørmåtte foregår ikke længere pr. ”automatik”, men kan kræve mentalt arbejde, ligesom at styre en legetøjsbil med et joystick.

 

Det er meget almindeligt, at parkinsonpatienter med tiden får en foroverbøjet kropsholdning, og for nogle år siden var jeg blevet så rundrygget, at jeg ikke længere kunne passe mine skjorter.

En fysioterapeut hjalp mig med nogle gymnastiske øvelser, som jeg siden har udført dagligt. I dag er jeg igen rank, og det er jeg lykkelig for. Glade mennesker har ofte en rank holdning, hvorimod sørgende eller triste mennesker ofte er krumbøjede. Jeg nyder at sende et signal om at boble af livsglæde. Ved at vælge kropsholdning, vælger man selv indirekte sin følelsesmæssige stemning.

 

Jeg undgår så vidt muligt alle former for stress. Nu vælger jeg hellere rolig klassisk musik frem for rock, nære venskaber frem for bekendtskaber med small talk, naturoplevelser frem for byture.

Jeg har stor glæde af meditation, fordybelse og sang.

 

Jeg er også blevet bedre til at lytte til min krops signaler, og jeg sørger for at hvile mig ved behov og for at få den søvn, som jeg behøver. Jeg er også blevet bedre til at sortere ting fra, som er mig imod og i stedet gøre ting, som gør mig glad.

 

Hvor der er vilje, er der vej

Ovenstående talemåde er engang blevet brugt om mig af en god ven og skulle opfattes som et udtryk for den måde, jeg takler min sygdom på.

 

For år tilbage fortalte neurologen gentagne gange, at jeg nu havde fået Parkinsons Sygdom samt at denne sygdom var kronisk, uhelbredelig og fremadskridende. Jeg tænkte, at det var muligt, at neurologen havde ret med hensyn til andre parkinsonpatienter, men dette gjaldt ikke for mig.

 

Ved hjælp af ihærdig søgen, men også med fiaskoer i form af blindspor, er det lykkedes at finde en lille sti på vej ud af min sygdom. I dag har jeg således langt færre symptomer end i 1998, så udtrykket fremadskridende kan altså ikke bruges generelt om alle parkinsonpatienter.

 

Jeg blev pensioneret i en alder af 46 år i år 2001, men jeg synes, at jeg har et rigtigt godt liv i dag.

Til mine medpatienter vil jeg sige: Søg viden om din sygdom og bliv ved med at udforske mulighederne, fordi ”Hvor der er vilje, er der vej”.

Generelt for patienter med neurologiske symptomer vil jeg anbefale, at man får foretaget en provokationstest for at undersøge om der er en kronisk tungmetalforgiftning, da en afgiftningsbehandling ved konstateret tungmetalforgiftning kan give håb om formindskelse af de neurologiske symptomer.

 

Hvis du ønsker flere oplysninger kan du se, hvad jeg skriver på: http://www.snowboat.no/Koplev_intro.htm